cardlogopicture
Københavns Røgfri Bridgeklub
Klubben
  Forside->Klubben->Vedtægter
KL  RU  HJ  SP
cornerpicture

Vedtægter

§ 1.

Klubbens navn er "Københavns Røgfri Bridgeklub".

§ 2.

Klubbens hjemsted er Københavns eller Frederiksberg kommuner.

§ 3.

Klubbens formål er at optage interesserede bridgespillere til regelmæssige spille aftener for gennem træning, undervisning og turnerings spil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge. Som passive medlemmer kan optages bridgespillere, der viser interesse for klubben f.eks. som faste substitutter.

§ 4.

Klubben er tilsluttet Danmarks Bridgeforbund og derigennem mesterpointordningen efter de derom til enhver tid gældende regler.

§ 5.

Klubben ledes af en bestyrelse på 4 medlemmer. Formanden vælges på generalforsamlingen for 1 år ad gangen. De øvrige medlemmer af bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen således at halvdelen er på valg hvert år, første gang efter lodtrækning.

§ 6.

Bestyrelsen, der konstituerer sig selv, med næstformand, kasserer og sekretær, er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af dens medlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Ved vakance indtræder den suppleant, som på generalforsamlingen har opnået flest stemmer. Generalforsamlingen vælger hvert år 1 revisor for 2 år, således at der altid er 2 revisorer.

§ 7.

Bestyrelsen kan nedsætte et spilleudvalg, der tilrettelægger og leder turneringerne, og hvori der skal være mindst 1 bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen kan bevilge kontingentnedsættelse til medlemmer, der yder en særlig indsats for klubbens drift. Bestyrelsen er bemyndiget til at aflønne en turneringsleder.

§ 8.

Klubbens regnskabsår er 1. april - 31 marts.

§ 9.

Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på sæsonens sidste spilleaften. Dagsorden skal mindst indeholde følgende:

1) Valg af dirigent.

2) Bestyrelsens beretning.

3) Aflæggelse af årsregnskab.

4) Indkomne forslag.

5) Valg af formand.

6) Valg af 2 bestyrelses medlemmer.

7) Valg af 1 revisor.

8) Eventuelt.

Generalforsamlingen skal indvarsles senest 14 dage før afholdelsen. Forslag, der ønskes behandlet, skal indsendes skriftligt til formanden senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, og alle punkter på dagsordenen afgøres ved simpelt flertal. Undtaget herfra er dog forslag til vedtægtsændringer, som kun kan vedtages med mindst 2/3's majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, samt forslag om opløsning af klubben, som kun kan vedtages med mindst 2/3's majoritet af alle klubbens medlemmer. Såfremt et forslag om klubbens opløsning opnår tilslutning fra 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, men ikke tilslutning fra mindst 2/3 af alle klubbens medlemmer, indkaldes med mindst 7 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget da uanset antallet af fremmødte medlemmer kan vedtages med 2/3's majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder der påkrævet, eller inden 1 måned efter at mindst 1/3 af klubbens medlemmer skriftligt har frem sat ønske herom. Indkaldelse til ekstraordinær general forsamling skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og eventuelle forslag. Skriftlig afstemning kan altid forlanges.

§ 10.

Klubkontingent, spilleafgift samt betalingsterminer fastsættes af bestyrelsen. Ved indmeldelse i klubben betales et af bestyrelsen fastsat indskud. Bestyrelsens medlemmer er fritaget fra ordinært klubkontingent.

§ 11.

Bestyrelsen kan bevilge kontant tilskud til hel eller delvis dækning af omkostninger i forbindelse med medlemmers deltagelse i turneringer, som arrangeres af Danmarks Bridgeforbund.

§ 12.

Der må ikke ryges i spillelokalet.

§ 13.

Indmeldelse i klubben er økonomisk bindende for hele sæsonen.

§ 14.

Såfremt et medlem ekskluderes af anden grund end kontingent restance eller idømmes karantæne, skal der ske indberetning af forholdet gennem kredsbestyrelsen til Danmarks Bridgeforbund.

§ 15.

I tilfælde af klubbens opløsning overgår en eventuel formue til Danmarks Bridgeforbund.

--------------------------------- o ---------------------------

 

Vedtaget på den stiftende generalforsamling 11. april 1980. Ændringer vedtaget på ordinære generalforsamlinger 26 april 1989, 28 april 1993, 24 april 1996 og 29 april 1998.



Siden er sidst ændret:  20-10-2002